For nogle år siden kørte der en stor medie historie om at de amerikanske honningbier
led under en voldsom bidød. Og dermed biavlerne, frugtavlerne, naturen og
samfundsøkonomien.
Og.
For nogle uger siden var der en lille historie fra vores
hjemlige verden om, at den danske humlebi er på hastig tilbagegang. Humlebien
lever vildt og er afgørende for bestøvningen af væsentlige danske kulturplanter
eksempelvis rødkløver, der dyrkes til frø. Og uden bier ingen frø. Heller ikke
i naturen. Og uden frø ingen planter…
Adspurgt af intervieweren i et nyhedsindslag, svarer prof.
Peter Esbjerg fra Københavns Universitet, at nu må vi se at få indført en bedre
godkendelsesprocedure, som ikke tillader at man godkender midler der kan skade
humlebien. Fornuftigt? Nuvel, et ikke særligt begavet svar efter min bedste overbevisning.
Som at pisse i bukserne for at holde varme.
Vi tager lige et sidespring:
For mange mange år siden fik jeg en lille bog i hænderne om
storken, denne dejlige fugl, dette mytologisk nationalklenodie over alle, som
man i dag skal til Polen eller Afrika for at se. Bogen handlede om det helt
store mysterium, nemlig hvorfor den dog forsvandt. Teorierne var mange ligeså
mange som de forskere der havde en mening om sagen og som antallet af deres
fagområder. Men allerede dengang – i 1970-erne – var det åbenlyst for en ung
mand som mig, at det jo var en snak om kejserens nye klæder.
Det var som om
alle disse godhjertede forskere bare ikke ville hæve sig op på storkens
helikopterniveau, og kigge ned på det landskab, som for alvor fra 1950-erne
undergik en komplet forvandling. Alt vådt tørrede ud. Kemikalietågerne bredte
sig over landskabet, Krat og rod forsvandt, afgrøderne blev mere og mere
ensformige, de dejlige græssende dyr på udbredte engsystemer forsvandt; og
ploven og vanvittige støtteordninger forvanskede landbrugskulturen fra et
naturressourcebetinget erhverv til et såkaldt rationelt industrielt
produktionssystem uden respekt for de grænser og den lovmæssighed, som naturens
rammer tilsiger. Slut med storken, den døde ikke, den blev bare væk..
Men bierne og alt muligt andet, den biosfære vi er ansvarlige
for på denne plet af Moder Jord, ja, de hoster og hakker, de skades, det
forvanskes og de dør. Uddør!! Det er alvor. Mere alvorligt end vi vil vedkende
os. For det er uudholdeligt at tænke på, at vi er på vej ind i en ny æra af
klodens udviklingshistorie, hvor vi med vores menneskabte grådighed undergraver
vores egen eksistens. Jeg er ked af at bruge så kraftige udtryk.
Billedet viser ikke en bi men en smuk hveps...Men lad os lige vende tilbage et lille øjeblik til bien.
For en nogle år siden dukkede der en interessant lille
historie op i biavlernes tidsskrift. En kløgtig forsker havde fundet ud af at
bien tømmer sin honningmave for tidligt (= brækker sig), når den har indtaget
bare uendeligt små mængder af et pesticid i nektaren eller i pollen. Den er
ekstremt følsom. Hvad sker der så? Den sunder sig vel lidt, og så går den i
gang igen med at samle ind igen til biboet. Men succesen er begrænset, den skal
arbejde mere for mindre. Den trives ikke. Og resten skal der ikke megen fantasi
til at tænke sig frem til. I praksis betyder det, at hvor man for 60 år siden
kunne måle udbytter på helt op til 175 kg honning pr bistade (!) så skal man i
dag være glad for 50 kg. Bierne er de samme, men biernes og dermed vores verden
har ændret sig voldsomt.
De mangler planter til at trække på i det kultiverede
landskab, de mangler alle de rodede hjørner, de mangler et sundt indhold i den
natur, som vi alle sammen naivt tror, er uberørt af de moderne metoder i
landbruget; de mangler rene planter, der ikke er inficerede med de fremmede landbrugskemikalier
og dermed samlet set et fornuftigt fødegrundlag og en ren natur. Det er slut!
Så er det nu!
Med andre ord, så er den lille historie om biernes følsomhed
vores indikator for, at vi skal til at ta’ os gevaldigt sammen.
Og hvad ligner det så at komme med sådan et forkølet lille
pip om, at vi skal ha’ bedre godkendelsesmetoder for pesticider. Nej min kære
Petre. I skal bruge Jeres professorale pondus til at kaste angsten overbord. Angsten
for at kollegaer og det samlede landbrugsindustrielle kompleks falder over
Jer og sige det som sandt er: Vi skal fuldstændigt omtænke vores landbrug. Vi
skal afskaffe enhver anvendelse af pesticider, de skal væk, der er alene
beregnet til at slå ihjel, det er deres berettigelse. Men deres bivirkninger er
uendelige. Og vi skal ha afskaffet enhver brug af kunstige næringsstoffer
(kunstgødning) i landbruget. Vi skal ha’ afgiftet landet. Vi skal ha’ vendt
udviklingen og genskabt et naturindhold, som spiller positivt sammen med
landbruget og omvendt. Det hele hænger sammen.
Vi lærte lektien for mange år siden da astronauterne hævede
sig over forskernes og storkens flyveniveau og kunne fortælle om, hvordan det
var at se ned på vores lille smukke skrøbelige klode. Men undskyldningerne står
i kø. En af dem er at bruge forskningen, som undskyldning for at vi skal vide
mere. Nej! Vi skal bruge vores sunde fornuft. Og så skal vi gribe i egen barm
(jeg ved ikke hvor mænd griber, men det gælder også os!). Vi skal købe
økologisk og biodynamisk mad – det er den eneste løsning her-og-nu, som kan
gøre en forskel. Og så skal vi meget videre i vores udvikling af økologien. Den
skal blive mere og mere naturforenelig og være med til at genrejse de
uhyrligheder, som de sidste 50 år med kemisk landbrug har påført ikke alene
vores danske natur men hele kloden.
Fremtid!
Og til alle dem der straks tænker: Jamen hvad så med de
sultende i den tredje verden og med madpriser og med mad nok osv. Dertil er der
kun at sige, at denne lille tekst handlede om bierne. De viser hvordan det kan
gå, også med os, hvis vi IKKE gør noget for at ændre kursen. Og i en anden
tekst skal jeg nok ta’ fat på at skabe ro på bagsmækken og tro på at fremtiden
nok ser en hel del lysere ud når vi netop forstår, hvordan naturen er vores
allierede og ikke vores fjende.
Fjendskabet er et fænomen som er udviklet med vores moderne
videnskab, som i al sin stræben handler om at den skal styres og kontrolleres
og reguleres. Vi skal til at gi slip, og vi skal til at tænke i værdier på en
ny måde. Vi skal ville et bedre liv fremfor mere forbrug.
Spis honning lige meget hvad! Og hvad med denne vision for dansk landbrug:
Storken tilbage til Danmark! Der er ingen tvivl om at det vil bien sætte stor
pris på.
Det er netop nu der er CPH:DOX blandt andet om bier. Check festivallen
her http://www.cphdox.dk/d/index.lasso?e
og bestil billet her http://www.cphdox.dk/d/film.lasso?e=&ser=1814&s=2012010.
Og før du slukker kan du nyde denne lile animation fra den engelske økologiske organisation Soil Association.
Kærlig hilsen
Per Kølster
