onsdag den 30. januar 2013

Vendepunktet!


’En slidsom vinter gik sin gang’

Så nærmer vi os vinterens dybfrosne vendepunkt. Ligesom året umærkeligt tipper over mod vintertide engang hen på sommeren, hvor det er umuligt at benægte den sandhed ingen af os har lyst til at se i øjnene, nemlig den at årets er på hæld, ja, så er det samme ved at ske nu med modsat fortegn.
Uagtet de rasende influenzaer, mørkemænd, dystertanker og vinterdepressioner, så er det nu det kan mærkes, nu det har vendt, vi er på vej mod lysere tider. Det sker hvert eneste år, vi ved det, men det er et langt sejt træk at skulle igennem en slidsom vinter og med udsigten til ’foråret så sagte kommer’. Men selv de mindst pip, morgenlyset, den første erantis, gi’r et kolossalt spark bagi og lyst til livet. Vidste du i øvrigt at englænderne misunder os vores erantis? Den dur af uransagelige årsager bare ikke derovre, så lad os være endnu mere stolte over vores lille snesol.

Kjørmes Knud

Og vidste du, at netop her i starten af februar, helt bestemt den 2. februar, der har det fra gammel tid været det præcise vendepunkt. Dagen hedder ’kyndelmisse’, et overslæb fra katolicismen, som vi forlod i 1539, og i øvrigt en kirkelig maskering af et fænomen, som er langt ældre end den kristne kirke. Kirkens festlighed er en messe for lyset, og det gi’r jo mening.
Og det der gi’r endnu mere mening er, at det er på den dag at halvdelen af vinterforrådet stadig skal befinde siger i lader, loer, kuler, kældre og forrådskamre. I gammeldags forstand varede vinteren fra 1. november til 1. maj, de to skiftedage, hvor bønder-karle og –piger flyttede fra gård til gård, hvis ikke de blev. 2. februar er midt imellem, Kjørmes Knud hedder den på dansk. Det kommer af ’kermesse’ der er blevet til ’kørmesse’ og herefter til ’kjørmes’. Og Knud handler om knude, som er gammeldansk for bidende frost. Så er den ged vist barberet.

Struense

Men til historien hører at ’ker’ betyder fakkel og dermed lys. I mine øjne er det en fabelagtig anledning til at holde en fest, en vinterfest, hvor vi, kan gi’ los for vores dybe glæde over vendepunktet. Når Struense i sin tid mistede knoppen, var det også fordi han afskaffede netop denne festlighed og helligdag. Ikke kun denne, men også så mange andre, alle dem der blev til den konstruerede helligdag ’st. bededag’.
Oplysningstiden og med den Struense løftede os ud af en tidsalder, der i lige linje rækker tilbage til oldtiden, og som knyttede os sammen med naturen og alle dens luner. Med den frembusende ’oplysning’ og rationelle tænkning med videnskaben som sværd, så var startskuddet givet til at vores bondske rødder gik i opløsning.
Vi skal lige ha' lidt katolsk stemning fra middelalderen.
Her er det dragen, som bønderne har siddet og gloet på,
når de var til lysmesse 2. februar i Højby Kirke
uden at forstå et ord af det latinske 'præk' 
Den indre bonde

Nok skal vi ikke tilbage til tidligere tiders bondesamfund, men vi skal finde vores indre bonde frem og tillade os at være helt anderledes i pagt med den natur, som i sidste ende, uanset hvad vi mener som menneskehed, og uanset hvad vi tænker om den, så har den det sidste ord. Vi er blot brikker i et stort spil, som er styret af kræfter, vi kun kan håndtere, hvis vi spiller med på dem.
Er det ikke det vores tid handler om lige nu? Vi begejstres for haverne, vi vil i gang igen med at få jord under neglene, vi vil ’mindfulness’ og dyb refleksion, vi vil nyde vores egen natur og verdens natur, vi vil beskytte os og den, og vi bekymrer os om vores børn og børnebørns fremtidsmuligheder.

Festen

Til næste år vil jeg sætte skub i en lysfest, et knudepunkt for begejstring over livet og en trøster, når det er vinterværst. Jeg er overbevist om at denne begejstring er endda meget nem at smitte med. Og så skal vi brygge et særligt øl til lejligheden. Det skal være stærkt, og samtidig lyst. Og så skal vi juice safter, der oser af kulernes kraft. Vi skal brænde bål, vi skal riste kød og snitte kål, vi skal bage store brød, og vi skal trutte i horn og valse los. Takket være Kjørmes Knud.

Er det danske sprog ikke bare vidunderligt underligt finurligt dejligt!?

Hilsen
Per Kølster
Midvinterudsigten til Haver-til-Mavers skole-ude-køkken,
når blikket for en kort stund hæves fra skrivebordet på Krogerup.

søndag den 13. januar 2013

Dyre, neutralmarinerede ord


Til diskussionen om Prisen, prisen, prisen - eller "Økologi burde være normen"

Min gode kollega Juliane Schmeltzer Dybkjær fra kommunikationsafdelingen i Aarstiderne har sendt mig dette indlæg, som reaktion på min blog fra forleden om prisen og sproget:

"Lad os til at starte med få noget på det rene: Det betyder noget, hvordan vi taler om ting, og hvilke ord vi bruger. Vi kender eksemplerne fra den offentlige debat: Udkantsdanmark. Fjumreår. Forbedrede forhørsmetoder. Hvis vi kalder en spade for et analogt manuelt betjent apparat til brug ved forflyttelse af øvre jordlag, bliver spaden til noget andet i vores bevidsthed.

I retorisk sammenhæng taler vi om framing. Begrebet stammer fra den amerikanske sprogforsker George Lakoff, som har brugt sit liv på at arbejde med, hvordan vi som afsendere af kommunikation ved at bruge bestemte ord om bestemte ting kan have indflydelse på, hvordan vores tilhørere opfatter disse ting.

Tænk bare på ordet "neutralmarineret". Hvis nu ordet ikke havde været genstand for offentlig debat, hvad ville du så umiddelbart tænke, at det dækkede over? Jeg ville tænke, at det betød, at kødet var lagt i en neutral marinade. Måske bestående af salt, peber og olivenolie. Men vi ved jo desværre alle sammen godt, hvad ordet i virkeligheden dækker over: At det neutralmarinerede kød er pumpet fyldt med vand, anitbiotika, klorin og andet skidt og møg, som aldrig har hørt hjemme i et kyllingebryst eller en svinekotelet. Man kan jo godt forstå, hvorfor producenterne af kødet bruger den fikse vending. "Neutralmarineret" lyder alt andet lige bedre end "Pumpet fyldt med vand. Kan indeholde spor af antibiotika og/eller klorin". På den måde bruges framing, når det handler om fødevarer, til at give os en bestemt – og gerne positiv – opfattelse af fødevaren. På andre tidspunkter kan framing bruges til at sætte visse fødevarer i et dårligere lys. Tænk bare på debatten om kødklister.

Men framing kan ikke blot bruges til at maskere eller fremhæve dårligdomme. Det kan også til at fastholde visse ting som værende specielle / unormale / afvigende. Østers, som er fanget på konventionel vis - ved at trawle havbunden og efterlade havmiljøet i dårlig stand - hedder fx bare "østers", mens østers, som er fanget på line og derfor er meget mere miljøvenlige, hedder "linefangede østers". Jeg er overbevist om, at benævnelsen repræsenterer mere end blot et navn. Når det betyder noget, hvad vi kalder ting, betyder det også noget, hvilken version af tingene (fx østers) vi betragter som "normale" og dermed ikke giver nogen ekstra beskrivelse, og hvilke af tingene, der er de afvigende og derfor har brug for ekstra navne og benævnelser.

Jeg vil gå så langt som til at sige, at det har stor indflydelse på hvordan vi betragter fx et begreb som økologi. Økologi burde være normen. Økologi burde være en selvfølgelighed. Økologiske varer er så grundlæggende vigtige for vores klima og vores sundhed, at det ikke burde være et spørgsmål om aktivt at tilvælge økologi, men et spørgsmål om aktivt at fravælge det (af de grunde man nu måtte have til det).

Derfor foreslår jeg et eksperiment. Et eksperiment hvori vi bytter om på normalen. Et eksperiment, hvor de økologiske varer betragtes - og derfor benævnes - som "det normale". Som ”default-indstillingen”. Som det, vi alle sammen som udgangspunkt burde gå efter. De få, der af ideologiske, økonomiske eller andre grunde ikke havde lyst til at købe en "økologisk vare" (eller, som det jo i virkeligheden er, simpelthen bare ”varen i sig selv”, uden sprøjtemidler og andet skidt), kunne få lov at købe en "sprøjtet vare". Frugt- og grøntafdelingerne i landets supermarkeder ville stadig have to sektioner: De ville hedde "Frugt og grønt" og "Sprøjtet frugt og grønt". Køddiskene ville være inddelt i "Kød og fjerkræ" og "Medicineret kød og fjerkræ". Eller bedre: ”Kød og fjerkræ med narkotika”. 

Jeg tror på, at denne ombytning ville have en betydning. Jeg tror på, at de ord vi bruger og den måde vi taler om mad på har indflydelse på, hvordan vi betragter det. Jeg tror nemlig i virkeligheden ikke på, at særlig mange danskere har lyst til at spise klorinmarineret kylling til aftensmad. Men så længe der er langt mellem vores mad og den måde vi opfatter vores mad på, vil fikse producenter kunne sælge mad af affaldskvalitet til os. Derfor tror jeg på, det ville have stor og vigtig betydning, hvis vi begyndte at kalde en spade for en spade, et æble for et æble og en buropdrættet, træt, vandfyldt, klorinskyllet høne for hvad det er: ikke egnet til menneskeføde."

Juliane har sin egen madblog, som hedder madgrisen.dk

fredag den 11. januar 2013

Prisen prisen prisen


Når billigt er dyrest og dyrt er billigst.

Forleden morgen hørte jeg en sociolog snakke om udviklingen i en stor danskejet discountkæde i morgenradioen. Det handlede om at købe billigere udenlandsk mad. Og hendes indlæg handlede om, at kæden slagter alle ’hellige køer’ for at sikre danskerne billigst mulig mad. Hun forklarer villigt, at vi har udviklet en kultur, hvor vi alle sammen køber discount, og så indimellem forkæler os selv med, citat ”de meget dyre kvalitetsvarer og økologi”.
Her er det at morgentheen er ved at få en tur-retur. Det er et provokerende retorisk greb, hvor sociologen bevidst eller ubevidst gør ’billigst’ til det normale, til standarden og til samvittighedens velvalgte holdepunkt. Bruger man flere forbrugerkroner end på det billigste må det ifølge hendes logik være et udtryk for nærmest en egoistisk forkælelse med ’de meget dyre kvalitetsvarer og økologi’.

Vi behandler maden som et fænomen, der kan prissættes fuldstændigt uafhængigt af alt det, som det i virkelighedens verden koster at fremstille vores mad. Vi er i dag så oplyste, så vi udmærket ved, at er maden billig, så er det fordi den fremstilles med en ubetalt regning.
En regning som betales af andre landes lønniveau, af billig importeret arbejdskraft, af vores indkomstoverførsler, af de dyr som skal trælle for vores følsomme pung, af den omgivende naturs dyreliv, af fiskenes åndenød, af arternes forsvinden, ja endda af klodens fremtid.

Med andre ord når noget er billigere, så er det ikke fordi noget andet (læs økologi) er dyrt. Nærmest tværtimod. Det handler om den besynderlige grådighed, som vi alle er en del af, når vi fravælger at handle efter vores oplyste samvittighed.

Enig: Det er træls altid at skulle være så korrekt, og se skævt til den del af befolkningen, som nærmest skruppelløst lader sig forføre af skingre priskrige. Det er meget at lægge en politisk dagsorden ned over vores daglige valg. Det er absurd at vores kultur rummer sådanne uforenelige modsætninger. Men sådan er det. Basta! Der er ingen vej uden om, at vi hver for sig må gribe i egen barm og sejle op imod den retorik, der udstiller os som lidt tossegode eller selvfede, fordi vi vælger økologi.

Nu er vi heldigvis ikke en lille ensomt marginaliseret skare. Der er en endog meget udbredt og solidt forankret bevidsthed i dette land om, at vi vil har ordentlig mad og omlagt det samlede danske landbrug.
Men, men, men

Regeringens seneste landbrugspåhit handler om et projekt, der meget besynderligt er døbt Månegris. Alene navnet! Det må være verdens mest isolerede grise, grise af en anden verden, grise som er forvist til et liv i reaktorer, hvor naturen har ’adgang forbudt’, hvor medicinering erstatter solskin og fuglekvidder, hvor naturlig adfærd og respekt for grisens væsen er ofret til fordel for en superdiscountglobalkonkurrencedygtig ’endlösung’. Grisenes befrielse fra naturens uregerlige verden. Og vores befrielse for grisenes svineri.

Dette kan kun lade sig gøre, fordi der alligevel langt ind i rækkerne af besindige politikere (ministeren eksempelvis) trives en evne til at rumme det modsatte. Økologi om fredagen og discount resten af ugen. Økologi og griseindustri. Synd og aflad. En sær dobbeltmoral, en kulturel skizofreni, som er dybt problematisk for en sund tankegang og for vores demokratiske system.

Hvordan kan vores regering tage sig selv alvorligt, når den med den ene hånd dybt seriøst forsøger sig med at skabe en fornuftig fremtid for vores land med det igangværende arbejde i sin Landbrugs- og Naturkommission på den ene side, og så på den anden side lancerer en måne-vision, som ligger milevidt fra gængse forestillinger om respekt for natur og dyr.

Landbrug er og bliver natur, men også ubetinget styret natur. Derfor er der teoretisk set ingen grænser for, hvor meget der kan manipuleres med jord, planter og dyr. Men der er alligevel grænser i virkelighedens verden. Grænser som defineres af vores viden og vores samvittighed. Vi skal ikke ha flere svin i bur men færre - og flere grise på græs.
Det er grænser, som ikke kan eller skal defineres af en selvisk, kortsynet pengepung, der insisterer på at lade vores almene forbrugsbehov og snævre brancheinteresser gå ud over den fødevareproduktion og naturforvaltning, som vi alle er så dybt afhængige af.
Med andre ord så skal retorikken ændres. Den skal stemme overens med en sund tankegang om, at alt har en pris. Det er ikke det dyre der er dyrt, men det billige der ikke er betalt. Det skjulte tyveri skal isprogsættes.

I mange, mange år er økologien bygget på den filosofi at vi skal være
foregangsmænd og vise det gode eksempel. Ikke skræmme men vise vej. Det er i overensstemmelse med dette dogme Økologisk Landsforening kommunikerer. Men jeg er ved at miste lidt af min barnetro.

Vi bli’r sgu nødt til at gå langt hårdere til værks og turde fortælle alle de uendeligt mange ’modhistorier’, som vi ellers altid har overladt til miljøorganisationerne. Det er os, der for alvor oplever smerten ved at blive udgrænset som ’dyre’ og ’luksus’ og ’egoistisk’, ’verden vil sulte’, og det er vores børn og vores verden, der betaler prisen for alt det irrationelle vrøvl.

Er dette patetisk eller er det ikke bare sund fornuft? Vi får aldrig fødevareministeren til at gå forrest og give afkald på logrende at lade sig trække rundt i manegen af fødevarebranchens månetunge drenge med mindre vi begynder at råbe højt, at sige fra, at protestere. Det virker på politikerne, når folket hæver røsten!

Det er før set i verdenshistorien, at vi har uendeligt svært ved at vågne, når vi står overfor en sådan fuldkommen magtfordrejning med mindre larmen bliver overvældende. Så hjælp mig alle Jer gode mennesker, som kan se hvordan galskaben skal tøjles og vi skal finde en retning, der gir’ discounttanken baghjul. Råb op! For hvad er prisen? Og er vi prisgivet prisen, eller er det ikke prisen værd?

Prisen, prisen, prisen…

KH
Per

torsdag den 10. januar 2013

Verdens frø


Igår viste DR2 en udsendelse om en fransk fotograf Albert Kahn, der for 100 år siden satte sig for at dokumentere folkeslagenes mangfoldighed især i Europa. Billederne var utrolige, fordi de afslørede ikke alene en kolossal variation i kulturernes egenart, men også hvordan etniske befolkningsgrupper levede side om side. Et utroligt kludetæppe af sprog, klædedragter, religioner, madkulturer håndværk oma.

Fra en mangfoldig verden, har vi bevæget os mod en ensretning, som har taget livet af forskelligheden. Vi har fået en massekultur, som skaber helt andre betingelser for menneskehedens måde at trives på idag.

I samme åndedrag faldt vi over et site, hvor der er igangsat en indsamling til at lave en film om verdens frø. Historien er den samme, som det ses ret tydeligt af denne 'planche':


I de sidste 10000 år af menneskehedens historie har vi været bofaste og dyrket jorden. Fra at være jægere og samlere, der høstede hvad naturen tilbød, så tog mennesket fat på at skabe sin egen natur, nemlig det landbrug eller havebrug, som leverer det vi selv vil dyrke.

Forudsætningen er frøet. Frøet skal være til rådighed, når der skal sås, det skal være gemt, det skal være høstet, og det skal være nøje udvalgt til at være egnet til at blive gemt og sået igen. Og det skal være det ypperligste, som er tilpasset den ekstreme forskellighed som naturgeografien og de lokale kulturer har bestemt.

Går man bare 100 år tilbage i tiden var der nok handel og udveksling mellem folk endda på store afstande. Men det var ikke normen. Tværtimod. Udvekslingen foregik i små lokale nærmest lukkede kredsløb. Set med planternes øjne betød det en fabelagtig tilpasning af generne til netop de vilkår som gjaldt lokalt. Denne variation og ekstreme mangfoldighed var til alle tider den forsikring mennesket havde for at kunne modstå, hvad verden end måtte byde. Mangfoldighed er lig med sikkerhed. Og samtidig er det ensbetydende med muligheder og skønhed.

Billedet viser med sørgelig tydelighed, hvordan mangfoldigheden er skrumpet katastrofalt. Og situationen er endnu værre, idet de seneste årtiers udvikling går i en retning, hvor det er 3 globale firmaer, der mere og mere ejer vores frø. Gensplejsningen har gjort det muligt at patentere og eje gener. Mens den gamle historie handlede om genernes frihed, det fælles eje og en livlig udveksling. For nok levede folk i isolerede enklaver, men frø udveksles meget nemmere end noget andet. De er holdbare og kan rejse fra hånd til hånd over store afstande og skabe nye muligheder og krydsninger der hvor de lander.

Lige modsat idag med vores moderne verdens fuldbyrdelse af behovet for at eje og kontrollere. Færre og færre sorter. I Danmark havde vi indtil for 30-40 år siden indtil flere hæderkronede firmaer der forædlede og udviklede grønsagsfrø eksempelvis til danske haver og gartnere. De findes ikke mere. Vi er helt afhængige af de internationale virksomheders stærkt begrænsede tilbud.

Dog er der et lys for enden af tunnelen. Nemlig den at der i statsligt regi findes genbanker. Og blandt økologiske kredse arbejdes intenst for at skabe alternative veje. I Aarstiderne har vi projektsamarbejder om bevaring af genressourcer, som vi fortæller om her: http://fortidensfro.blogspot.dk/.
Og på frivillig basis arbejdes der med at indsamle, dyrke og dele frø i et internationalt netværk af entusiaster (seed saving). Herhjemme er det ellers foreningen Frøsamlerne der arbejder med sagen.

Er det ikke lige meget? kan vi ikke bare trygt overlade alt dette til de store firmaer? Nej. Frø er frihed. Frø er demokrati. Uden mangfoldigheden ingen sikkerhed for at der er frø, som kan tilpasses de store forandringer, vi alle regner med vi står overfor. Firmaerne hævder, at der skal gensplejsning til for at løse behovet for nye sorter når klimaforandringerne slår til. Min og mange andres påstand er det modsatte, nemlig den at det kun gør os endnu mere sårbare, og at det der skal til er det modsatte, nemlig at vi skal skabe så meget genetisk 'larm' som muligt, vi skal frisætte sorterne, og vi skal genskabe interessen for at bevare og udnytte og udvikle vores levende kulturarv. Den der trods alt stadig findes.

lørdag den 5. januar 2013

Hvad er det lige man kan savne i januar?

Svaret er enkelt: Sol og varme. men istedet for at tage en politisk ukorrekt flyvetur til drømmeland kan man hælde sol og varme på flaske. Og så drikke det naturligvis. I dagens arbejde i bryghuset var vi nødt til lige at smage på et solskinsbryg, nemlig øl brygget på chili. Nu er chili uendeligt mange ting. Det jeg synes er særligt fascinerende er aromaen. Altså mere smag og mindre "ild". Den er på vej og tanken varmer her i januar.

torsdag den 3. januar 2013

Godt nytår!

Nytåret er forbundet med denne sære følelse af at forlade noget for at erobre noget nyt. Det er som at passere grænsen mellem det kendte og det ukendte. Selvom det sker hvar dag året rundt ja faktisk helle tiden i alle døgnets vågne timer, er det som om at det er forstærket i dagene omkring jul og nytår. Julen skaber en intens afslutning med en særegen forvirring fordi dagene løber i et og kalenderen går i kludder. Så kommer nytåret! Med sin aften og dagen derpå. Ud af kaosset kommer der en orden, en trang til at få overblik og sætte det nyerobrede land i lidt system. Få styr på lyster og ulyster, prioritere og kigge indad og revidere. Nytårskuren. 'Kuren' - et ord med ladninger. Noget med renselse.Eller bare endnu et gilde?
De gamle romere havde sansen for fænomenet med deres gud Janus. Janus har styr på udgang og indgang. Rent filosofisk er dette netop to sider af samme sag. Janus vogtede døren til huset, ud eller ind eller ind eller ud. Et skift uanset vejen. Men tiden tvinger os til at vi kun kan bevæge os en vej nemlig frem. Og derfor er passagen af enhver tærskel en akt der består af at forlade for at ankomme. Janus blev til januar. Vi forlader det gamle år for at træde ind i det nye, rensede og åbne for det nye. Proportionerne af vores tømmermænd handler om det vi forlader mens beruselsen nok nærmere udtrykker forventningens glæde. Når romerne gik ind i eller forlod deres templer, var det med denne hilsen fra Janus. Janus hoved havde ansigt både bagud og fremad, det gjorde det nemt at hilsen begge veje.
Sådan er nytåret, vi hilses begge veje. Og i bedste fald har vi både lidt tømmermænd over det forgangne, mens vi er berusede over det der skal ske. En vidunderlig mennekelig egenskab, som driver os ud i livets muligheder. Tak for det gamle år. Hvad vil det nye år byde på! Velkommen!