Prisen prisen prisen

Når billigt er dyrest og dyrt er billigst.

Forleden morgen hørte jeg en sociolog snakke om udviklingen i en stor danskejet discountkæde i morgenradioen. Det handlede om at købe billigere udenlandsk mad. Og hendes indlæg handlede om, at kæden slagter alle ’hellige køer’ for at sikre danskerne billigst mulig mad. Hun forklarer villigt, at vi har udviklet en kultur, hvor vi alle sammen køber discount, og så indimellem forkæler os selv med, citat ”de meget dyre kvalitetsvarer og økologi”.
Her er det at morgentheen er ved at få en tur-retur. Det er et provokerende retorisk greb, hvor sociologen bevidst eller ubevidst gør ’billigst’ til det normale, til standarden og til samvittighedens velvalgte holdepunkt. Bruger man flere forbrugerkroner end på det billigste må det ifølge hendes logik være et udtryk for nærmest en egoistisk forkælelse med ’de meget dyre kvalitetsvarer og økologi’.

Vi behandler maden som et fænomen, der kan prissættes fuldstændigt uafhængigt af alt det, som det i virkelighedens verden koster at fremstille vores mad. Vi er i dag så oplyste, så vi udmærket ved, at er maden billig, så er det fordi den fremstilles med en ubetalt regning.
En regning som betales af andre landes lønniveau, af billig importeret arbejdskraft, af vores indkomstoverførsler, af de dyr som skal trælle for vores følsomme pung, af den omgivende naturs dyreliv, af fiskenes åndenød, af arternes forsvinden, ja endda af klodens fremtid.

Med andre ord når noget er billigere, så er det ikke fordi noget andet (læs økologi) er dyrt. Nærmest tværtimod. Det handler om den besynderlige grådighed, som vi alle er en del af, når vi fravælger at handle efter vores oplyste samvittighed.

Enig: Det er træls altid at skulle være så korrekt, og se skævt til den del af befolkningen, som nærmest skruppelløst lader sig forføre af skingre priskrige. Det er meget at lægge en politisk dagsorden ned over vores daglige valg. Det er absurd at vores kultur rummer sådanne uforenelige modsætninger. Men sådan er det. Basta! Der er ingen vej uden om, at vi hver for sig må gribe i egen barm og sejle op imod den retorik, der udstiller os som lidt tossegode eller selvfede, fordi vi vælger økologi.

Nu er vi heldigvis ikke en lille ensomt marginaliseret skare. Der er en endog meget udbredt og solidt forankret bevidsthed i dette land om, at vi vil har ordentlig mad og omlagt det samlede danske landbrug.

Men, men, men

Regeringens seneste landbrugspåhit handler om et projekt, der meget besynderligt er døbt Månegris. Alene navnet! Det må være verdens mest isolerede grise, grise af en anden verden, grise som er forvist til et liv i reaktorer, hvor naturen har ’adgang forbudt’, hvor medicinering erstatter solskin og fuglekvidder, hvor naturlig adfærd og respekt for grisens væsen er ofret til fordel for en superdiscountglobalkonkurrencedygtig ’endlösung’. Grisenes befrielse fra naturens uregerlige verden. Og vores befrielse for grisenes svineri.

Dette kan kun lade sig gøre, fordi der alligevel langt ind i rækkerne af besindige politikere (ministeren eksempelvis) trives en evne til at rumme det modsatte. Økologi om fredagen og discount resten af ugen. Økologi og griseindustri. Synd og aflad. En sær dobbeltmoral, en kulturel skizofreni, som er dybt problematisk for en sund tankegang og for vores demokratiske system.

Hvordan kan vores regering tage sig selv alvorligt, når den med den ene hånd dybt seriøst forsøger sig med at skabe en fornuftig fremtid for vores land med det igangværende arbejde i sin Landbrugs- og Naturkommission på den ene side, og så på den anden side lancerer en måne-vision, som ligger milevidt fra gængse forestillinger om respekt for natur og dyr.

Landbrug er og bliver natur, men også ubetinget styret natur. Derfor er der teoretisk set ingen grænser for, hvor meget der kan manipuleres med jord, planter og dyr. Men der er alligevel grænser i virkelighedens verden. Grænser som defineres af vores viden og vores samvittighed. Vi skal ikke ha flere svin i bur men færre - og flere grise på græs.
Det er grænser, som ikke kan eller skal defineres af en selvisk, kortsynet pengepung, der insisterer på at lade vores almene forbrugsbehov og snævre brancheinteresser gå ud over den fødevareproduktion og naturforvaltning, som vi alle er så dybt afhængige af.

Med andre ord så skal retorikken ændres. Den skal stemme overens med en sund tankegang om, at alt har en pris. Det er ikke det dyre der er dyrt, men det billige der ikke er betalt. Det skjulte tyveri skal isprogsættes.

I mange, mange år er økologien bygget på den filosofi at vi skal være
foregangsmænd og vise det gode eksempel. Ikke skræmme men vise vej. Det er i overensstemmelse med dette dogme Økologisk Landsforening kommunikerer. Men jeg er ved at miste lidt af min barnetro.

Vi bli’r sgu nødt til at gå langt hårdere til værks og turde fortælle alle de uendeligt mange ’modhistorier’, som vi ellers altid har overladt til miljøorganisationerne. Det er os, der for alvor oplever smerten ved at blive udgrænset som ’dyre’ og ’luksus’ og ’egoistisk’, ’verden vil sulte’, og det er vores børn og vores verden, der betaler prisen for alt det irrationelle vrøvl.

Er dette patetisk eller er det ikke bare sund fornuft? Vi får aldrig fødevareministeren til at gå forrest og give afkald på logrende at lade sig trække rundt i manegen af fødevarebranchens månetunge drenge med mindre vi begynder at råbe højt, at sige fra, at protestere. Det virker på politikerne, når folket hæver røsten!

Det er før set i verdenshistorien, at vi har uendeligt svært ved at vågne, når vi står overfor en sådan fuldkommen magtfordrejning med mindre larmen bliver overvældende. Så hjælp mig alle Jer gode mennesker, som kan se hvordan galskaben skal tøjles og vi skal finde en retning, der gir’ discounttanken baghjul. Råb op! For hvad er prisen? Og er vi prisgivet prisen, eller er det ikke prisen værd?

Prisen, prisen, prisen…

KH

Per