fredag den 15. februar 2013

Grisen - en hellig ko

”Vi elsker vor gris”

Den lægger krop til en stor økonomi. Og alligevel skaber den igen og igen et vældigt mediepostyr. Senest da TV-programmet ’Borgen’ rullede over skærmen for nogle uger siden og brugte svinebranchen som sin fortælleramme. Der er noget galt.

Da økologien startede, skete det i protest mod det konventionelle landbrugs metoder. Berømt blev det, da plakatkunstneren Michael Witte i slutningen af 70-erne blev stævnet af svinebranchen for hans plakat med ordene ”de danske svin er sunde, de strutter af penicillin”. En sag der endte i Højesteret.

Den industrielle gris

Desværre er problematikken endnu mere aktuel i dag end for en generation siden. Når man producerer grise på stald i store besætninger, fikserer søerne under trange forhold med mangel på dagslys og uden muligheder for at får trynen i grønsværen, så skal dyrene blive syge og dermed kræve behandling. Det er selvindlysende banalt.

Når medicinforbruget i svineproduktionen skaber multiresistente bakterier, som ender i vores kroppe, og dermed som en meget alvorlig sundhedsrisiko og med antibiotika, der ikke virker mere, så er der ikke fundet et fornuftigt kompromis mellem produktion og respekt for dyrenes adfærd og krav.

Vi lader os tryllebinde af en svineverden, hvor vi bliver ved med at tro på påstandene om, at de lukkede staldsystemer sikrer dyrevelfærd, miljø og sundhed. Senest har branchen støttet af regeringen lanceret "Projekt Månegris", en ide der skal fuldende forestillingen om den perfekte industri-gris. Svineindustrien haster af sted i en ubetinget blindgyde, og det er også grotesk, at kritikerne anses for at bedrive en nærmest landsskadelig virksomhed. Demokratiet må også gælde for grise, selvom de kun kan øffe! 

Den økologiske gris

Økologiske søer og smågrise lever deres liv i marken, og når de små basser når en vis størrelse og alder, fravænnes de og samles i mindre flokke i en åben stald, hvor de leger i halm og har lys og luft. De fodres hele vejen igennem med økologisk dyrket foder. Det er det bedste kompromis, der er opnået imellem at sikre dyrene muligheder for at udfolde deres naturlige adfærd, og samtidig sikre et godt miljø, og at prisen stadig holder sig på et niveau, hvor kunden i sidste ende vil være med. En meget stor forbedring, som vi som økologer kan være stolte af, og som kan og skal danne skole for fremtidens svinehold.

Den moderne gris på afveje

Men træerne vokser ikke ind i himlen. Det, der hedder avlsmaterialet (ornesæd), kommer fra de nationale og meget dyre avlsprogrammer, som løbende udvikler det danske slagtesvin. Og resultatet er at grisemødrene – søerne – er blevet helt vildt ’dygtige’ til at føde pattegrise. Men rigtigt mange dør. Faktisk ligger dette tal på 25.000 om dagen eller 9 mio om året, ingen  nyhed, men et uhyrligt tal. Det skal sættes i forhold til, at der samlet set fødes rundt regnet 37 mio grise, hvoraf de 20 mio slagtes, 8 mio eksporteres levende mens de 9 mio døde altså sendes til destruktion.

Den samme slags moderne gris anvendes også i økologisk produktion. Der sker nogenlunde det samme, selvom soen har anderledes og frie betingelser. Men den er ikke tilpasset de mere naturlige forhold. Udegrise er også tiltrækkende for ræv, ravn og musvåge, som til stor ærgrelse for bonden snupper en pattegris her og der. Summen er, at vi ikke kan prale med en meget lavere dødelighed i blandt vores økologiske pattegrise.

Til gengæld kan vi med go’ ret stille krav til os selv, branchen og samfundet om at finde den vej, der skal til for at udvikle grise og metoder, der sikrer at vi får søer, der får langt flere overlevende smågrise, og hvor vi kan finde veje til at holde styr på rovdyrene.

Jo flere der spiser økologisk gris, jo større vi bliver som aktiv i landbruget og fødevarebranchen, jo bedre råd bliver der til, at vi finder løsninger, som gør det yderligere attraktivt at udfase den traditionelle svineindustri og få lukket dyrene ud.

Grisens, vores og nationens ve og vel

Grisen har en berettigelse som en vidunderlig luksus i vores traditionelle nordiske køkken. Og grisen har sin naturlige plads, som det husdyr der på en naturlig måde kan udnytte overskuddet fra andre grene af fødevareproduktionen. Det er sådan grise skal tænkes og ikke som et objekt i eksportøkonomien.

Vi kan og skal ikke leve af grise, hverken økonomisk eller som mad. Den industrielle danske svineproduktionen lægger beslag på store arealer uden for landets grænser og konkurrerer om den globale efterspørgsel på korn til menneskeføde.

Nationaløkonomer hævder, at selv med en radikal omlægning af dansk svineproduktion i en økologisk retning og med et markant lavere antal grise, så vil det ikke være en trussel mod den danske samfundsøkonomi.

Det er vidunderligt at se for sig, at vi kan få en fremtid, hvor vi kan nyde vores mad med god samvittighed, og hvor vi ikke konstant skaber problemer, som undergraver vores egen sikkerhed, sundhed og natur og respekt for dyrene. Det er udtryk for en komplet arrogance ikke at se dette i øjnene og stille krav om, at der for alvor skal ske en forandring.

Det vil givet vis i et langsigtet perspektiv tjene samfundet med færre men bedre grise og dermed bedre sundhed, bedre miljø, nye produkter, gladere grise, gladere kunder, rigere måltider og forhåbentlig glade og stolte bønder.



Svinekødets status skal ændres til at være luksus og undtagelsen fremfor discount og hverdagens regel. En udvikling som er helt i tråd med, hvordan vores madkultur bevæger sig mod mere grønt og mindre kød. 80/20 kalder vi det i Aarstiderne. Derfor er det så sjovt at drømme om, hvordan vi for alvor kan ændre kurs med vores landbrug og tage hånd om helheden, uden at vi dermed skal gå på kompromis med det væsentlige, nemlig, at vi med god samvittighed kan leve for at spise fremfor at spise for at leve! Det er måske endnu ’en hellig ko’ vi skal ha slagtet?


Blot en lille fin film om en spansk måde at tænke og gøre grise på, og som kommer i Aarstidernes kasser.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar