Under arbejdet sniger der sig en sær fornemmelse ind, som
pludselig manifesterer sig som en umiskendelig lugt, der ikke er til at tage
fejl af. Nemlig lugten af den pesticidsprøjtning, som efterlader sine
systematiske spor i det danske landbrugslandskab. Først kunne jeg ikke placere
lugten, det ville simpelthen ikke indfinde sig i min bevidsthed. Det var som at
blive fanget i en løgn. Jeg ville ha’ forsvoret, at det kunne ske. På trods af
at der må være et sted mellem ½ og 1 km til nærmeste konventionelle nabomark,
og på trods af skovens skærmende værn, så flytter tågerne med de kemiske
aerosoler sig med vind og opadgående luftstrømme og ender i mine næsebor. Det
er velkendt at pollen og svampesporer flytter sig mange hundrede kilometer, ja
endda på tværs af Nordsøen. Det er mindre diskuteret, at landbrugets brug af
kemikalier ikke begrænser sig til den mark, hvor de er beregnet på at lande.
Før jeg blev formand for Økologisk Landsforening, ville jeg ikke et sekund
ha’ spekuleret over andet end at fare i blækhuset og beskrive min harme over,
at jeg som økologi og den danske natur ikke kan vælge at slippe for kemien. Jeg
ville vide, at jeg kunne risikere en vanskelig diskussion med fagfolk om, at
selvom man kan lugte sprøjtetågerne, så er koncentrationen så lille, at det er
ganske ufarligt. Og jeg ville uden omsvøb argumentere med, at uanset at den
samlede nationale ekspertise ville forsøge at overbevise mig om det modsatte,
så er jeg ikke i tvivl om at det ikke er i orden, og at det har en virkning hos
naboer endda mange kilometer væk, i naturen og i det globale økosystem, som
ikke skelner mellem økologer eller andre.
Nu har jeg imidlertid fået kasketten på og tænker lidt
anderledes over, hvordan jeg skal argumentere. Blandt andet er jeg udmærket
vidende om, at naboerne ude på landet skal kunne omgås med venlighed, med respekt og med den åbenhed,
der gør, at man demokratisk set og som medmennesker kan rumme hinandens forskelligheder.
Med andre ord så vil ethvert forsøg på at kridte banen op og ta’ bladet fra
munden være dømt til at udfordre de gode naboskaber og venskaber. Ingen har
lyst til at blive udstillet. Derfor skal jeg vare min mund.
Men det duer ikke. Vi lever netop i et demokratisk land, og det er
afgørende vigtigt at tingene kan siges og diskuteres ud over det personlige
plan. Min farfar var for mere end 100 år siden skolelærer på Asnæs med hest og
4 tdr land og radikal. Han blev anset for at være fuldstændig rabiat og illoyal
overfor landbruget. Fordi han var radikal og kæmpede husmændenes sag. Jeg tror
ingen kan være i tvivl om, at alle tider har brug for sine kritikere. Og
gårdsdagens kritik er nutiden hverdag.
Med andre ord, så er der noget rygende galt, hvis vi som
økologer ikke kan tillade os at ha’ en mening og lufte den offentligt om noget
som vedkommer os alle. Vi skal kunne tillade os at udtale vores velbegrundede frygt
for landbrugskemikalierne. Kunder, borgere og forbrugere forventer det, og samfundet kan
ikke fungere uden diskussionen.
 |
| Kornmarken i maj |
Diskussionen skal fjernes fra det personlige og gøres
politisk. Så er det ikke en personlig kritik men politisk begrundet, hvorfor vi
i vores land eksempelvis arbejder intensivt for at den offentlige bespisning
bliver økologisk, og at indvinding af drikkevand i højere og højere grad vil
ske i områder, hvor arealerne drives økologisk.
Og med et lidt mere afslappet
forhold til at diskutere offentligt, kan det måske også lykkes at gøre det
nemmere naturligt, tvangfrit og lystbetonet at tage skridtet og omlægge sit
landbrug. Og det bliver endnu mere logisk at købe den øko-logiske kasse.
Landbrug er per definition et kompromis med at lade landet
springe i natur. Landbrug er et indgreb i det naturlige. Men der er grænser for
hvordan. Og grænserne skal diskuteres løbende, både i egne øko-rækker og i og med
landbruget som helhed. Så kan tågerne lette!
