tirsdag den 18. februar 2014

Surrealiteter og nu kan det være nok!

Der er kun en vej frem for alverdens fødevareforsyning: Decentralisering og nærhed. I vores iver for mammon og for ikke at bruge penge på mad, er vi endt i det absurde og surrealistiske.

Historien om den multiresistente og dødelige colibakterie ESBL i fjerkræ taler sit eget tydelige sprog, nemlig at produktionen af avlsmateriale og dyr til selve produktionen tager sit udgangspunkt i en eneste primær producent af det materiale, der siden ender på stegepanden. Går vi tilbage i tiden, var produktionen af kyllinger baseret på en ufattelig mangfoldighed af lokale racer. Så sent som i 1998 så jeg det ved selvsyn i Vietnam, hvor hønsene flagrede til højre og venstre og der var ikke to kræ der var ens.

Nu er det omvendt. Dyrene ser ikke bare ens ud, de er genetisk identiske på det nærmeste avlet med det ene formål at skabe en maksimal produktion på kortest mulige tid med mindst muligt foder. Effektiv, moderne, standard og katastrofalt for sikkerheden og i sidste ende forsyningen og sundheden.

Som historien fornylig om dødeligheden i svineproduktionen viste, så handler det om en særdeles skizofren alliance mellem producenter og forbrugere. Vi ofrer noget af det væsentligste i tilværelsen, nemlig kærligheden til den gode mad med god samvittighed til fordel for at spare, så vi kan slippe vores forbruger løs til andre formål. Dyrene betaler prisen med deres ufatteligt triste livsførelse, de bliver syge, naturen betaler, vores sundhed betaler og fremtiden er taget i pant.

Nu må det høre op. Som økolog må vi kræve, at der skabes en anden vej. Vi er i gang, vi har støtte fra folkedybet og fra folketinget. Men vi er ikke nok endnu til at skabe vores egne suveræne løsninger. Vi er afhængige og vi er deltagere i den virkelighed, som vi gerne vil fjerne os fra med løsninger, som er bæredygtige og samvittighedsfulde. Vi vil gerne skabe rammer og fremme en kostbar fødevareproduktion. Tænk over ordet ’kostbar’.

Der er en vej, som enhver rationel tænkning naturligt vil vise, nemlig den at den risiko, der ligger i det moderne projekt skulle brandbeskattes for at sikre, at der er ressourcer til at betale de ubetalte regninger for miljø og sundhed. Vi kan og skal ikke vente på den dokumentation, som ulideligt og konstant udskyder beslutninger, og som bruges som undskyldning for at acceptere det uacceptable.

Netop nu foregår der en indædt kamp i mellem de europæiske parlamenter, de europæiske regeringer, EU-kommissionen og EU-parlamentet om at tillade eller forbyde gensplejset majs fra Monsanto. Sker det, er det endnu et stykke brænde på civilisationens ligbål. Hvis tilladelsen fuldbyrdes vil der gå mange år før det endegyldigt kan dokumenteres, at det er det glade vanvid. GMO er i sig selv dybt problematiske som biologisk teknologi. Og samtidig er det et middel til at skabe et monopol, som kun forstærkes ensretningen og tabet af den sikkerhed, som kunne ligge i at ha’ en decentralt baseret fødevareproduktion. GMO’ere vil eliminere mulighederne for at bruge historisk og betydningsfuldt arvemateriale i vores kulturplanter. Med sin uhyggelige dominans, kan de meget få firmaer der ejer gmo’erne kontrollere lovgivning, embedsværk, den finansielle sektor og tilknyttede virksomheder.

Der er kun en vej frem for verdens sikkerhed, det er at skabe en mangfoldighed af levende kulturer, som kan supplere hinanden uden at dominere hinanden. Vi kan ikke bremse international udveksling, vi skal ikke. Men den skal reguleres og bringes tilbage til demokratisk kontrol.


Angsten for maden er et stigende problem. Med god grund. Men det er - igen – surrealistsisk, at vi i den rigeste af alle verdener ikke har adgang til den tryghed, der ligger i at vi kan nyde den bedste mad. Så vi fortsætter kampen for at genskabe sunde netværk og nærvær i vores fødevarekultur. Økologien stopper ikke ved sin afhængighed af ’det moderne’. Vi vil en ny vej, som tager fat om ondets rod. Vi vil skabe mangfoldighed, nærvær, gennemskuelighed og demokratisk medleven. Og vi skal fortælle hinanden at mad skal koste penge og at vi skal starte med os selv. Først kigger vi os selv i spejlet, og bagefter tager vi kampen op – sammen!

Nærhed

Det er midvinter. Man skulle ikke helt tro det, for det er nu vintergækkerne varsler det kommende forår. Men jo. Heromkring starten af februar er det tiden, hvor alle bønder til alle tider har vidst, at halvdelen af foderet skal være tilbage, for at der er nok frisk græs til at dyrene igen kan lukkes ud af vinterstalden.
Det er en meget abstrakt tanke at forestille sig, at det ikke bare var dyrene men også os selv, som var hundrede procent afhængige af det, vi selv dyrker. For de fleste gi’r det overhovedet ikke nogen mening. Vi køber jo bare det vi mangler. Og hvor det kommer fra? Tjah.. For hvad er egentligt vores lokale forråd af mad, hvad er dansk og hvad er importeret? Og hvorfor?
Ingen tvivl om, at i et samfund med få ressourcer, der dyrkes maden lige uden for døren. At transportere fødevarer er en luksus, som hører til hos os i vores rige tid. Så sent som op i 1960-erne var landets storbyer omkranset af væksthusgartnerier, grønsagsmarker og frugtavl.
Sådan kunne det i princippet også sagtes være i dag i Danmark. Landet kan snildt være selvforsynende med alle mulige fantastiske produkter fra den nære omegn. Men vi har vænnet os til at spise ting, der ikke trives og slet ikke året rundt under vores kolde himmelstrøg. Og vi lever jo fint med, at produkter produceret under sydligere himmelstrøg er billigere. Skal vi mene noget om det? Ja, det skal vi. Af tre grunde: Belastningen, gennemskueligheden og egenarten.
Jo mere produkter farer rund på kloden, jo mere energi er der bundet til dem. Energi, som ligeså godt kunne være brugt til noget mere fornuftigt eller sparet. Energi, som ender som CO2 forurening og dermed påvirker den globale opvarmning.
Hvad angår gennemskueligheden, så er den nemmere at håndtere jo mindre et produkt har rejst, og desto større chance er der for at producent og forbruger kan se hinanden i øjnene. Der skal ikke snydes mange i nærmiljøet før hammeren falder. Her erstatter tillid kontrol. Lange afstande, industrielle produktionsenheder og anonyme produkter kræver et stort opbud af alskens kontrolforanstaltninger.
Og endelig egenarten, dette lidt mærkelige ord. Det betyder at et produkt er noget særligt. Det har navn, særpræg og historie.  Jo tættere på jo bedre forstå vi produktet, vi kender ham der fremstiller det. Vi kan måske endda vælge mellem forskellige producenters udgave af samme produkt, vi bli’r kendere, kyndige, krævende, kritiske og mere tolerante. Vi evner at udforske forskelligheden og det uventede. Det holder os vågne. Mangfoldigheden kan bedre folde sig ud på et torv end i et supermarked, fordi muligheden for at fremstille mindre mængder af bedre og mere forskelligartede produkter stiger med nærheden og den direkte afsætning. Spændende frugtsorter, særlige håndværksprodukter, sæsonens specialiteter osv.
I den danske landbrugsverden handler det om at producere mere og mere, billigere og billigere. Det er skruen uden ende, og det er ikke vores kop the. Men konkurrencen taget i betragtning, så påvirker den endeløse skrue alle. Der skal derfor en massiv forandringsvilje til at ændre supertankerens kurs.

Og noget tyder på, at der er ved at ske noget. I Aarstiderne er vi meget optagede af at bruge vores kasser til at formidle mulighederne. Og forhåbentlig vil vi de kommende år se, at der i stigende grad genskabes lokale produktioner, som kan bryde den onde cirkel. Det kan ske, fordi vi kræver egenarten, fordi vi ellers falder i søvn, og fordi fornyelsen af køkkenet kræver det. Det kan ske fordi tilliden afhænger af gennemskueligheden, og fordi nok så meget kontrol ikke kan hamle op med den nære fødekæde. Og endeligt kan det ske, fordi verden vil kræve det, for at sikre nok ressourcer til alle. Med andre ord er der et vægtigt positivt incitament hele vejen rundt. Og mon ikke de kommende mange års lange seje trend i madens verden derfor bliver nærhed. Økologisk vel at mærke. Og dermed vil der være sjovt foder nok til os alle året rund og Jorden rundt. 

(Kan også læses i Aarstidernes nyhedsbrev i uge 8, 2014)