Surrealiteter og nu kan det være nok!

Der er kun en vej frem for alverdens fødevareforsyning: Decentralisering og nærhed. I vores iver for mammon og for ikke at bruge penge på mad, er vi endt i det absurde og surrealistiske.

Historien om den multiresistente og dødelige colibakterie ESBL i fjerkræ taler sit eget tydelige sprog, nemlig at produktionen af avlsmateriale og dyr til selve produktionen tager sit udgangspunkt i en eneste primær producent af det materiale, der siden ender på stegepanden. Går vi tilbage i tiden, var produktionen af kyllinger baseret på en ufattelig mangfoldighed af lokale racer. Så sent som i 1998 så jeg det ved selvsyn i Vietnam, hvor hønsene flagrede til højre og venstre og der var ikke to kræ der var ens.

Nu er det omvendt. Dyrene ser ikke bare ens ud, de er genetisk identiske på det nærmeste avlet med det ene formål at skabe en maksimal produktion på kortest mulige tid med mindst muligt foder. Effektiv, moderne, standard og katastrofalt for sikkerheden og i sidste ende forsyningen og sundheden.

Som historien fornylig om dødeligheden i svineproduktionen viste, så handler det om en særdeles skizofren alliance mellem producenter og forbrugere. Vi ofrer noget af det væsentligste i tilværelsen, nemlig kærligheden til den gode mad med god samvittighed til fordel for at spare, så vi kan slippe vores forbruger løs til andre formål. Dyrene betaler prisen med deres ufatteligt triste livsførelse, de bliver syge, naturen betaler, vores sundhed betaler og fremtiden er taget i pant.

Nu må det høre op. Som økolog må vi kræve, at der skabes en anden vej. Vi er i gang, vi har støtte fra folkedybet og fra folketinget. Men vi er ikke nok endnu til at skabe vores egne suveræne løsninger. Vi er afhængige og vi er deltagere i den virkelighed, som vi gerne vil fjerne os fra med løsninger, som er bæredygtige og samvittighedsfulde. Vi vil gerne skabe rammer og fremme en kostbar fødevareproduktion. Tænk over ordet ’kostbar’.

Der er en vej, som enhver rationel tænkning naturligt vil vise, nemlig den at den risiko, der ligger i det moderne projekt skulle brandbeskattes for at sikre, at der er ressourcer til at betale de ubetalte regninger for miljø og sundhed. Vi kan og skal ikke vente på den dokumentation, som ulideligt og konstant udskyder beslutninger, og som bruges som undskyldning for at acceptere det uacceptable.

Netop nu foregår der en indædt kamp i mellem de europæiske parlamenter, de europæiske regeringer, EU-kommissionen og EU-parlamentet om at tillade eller forbyde gensplejset majs fra Monsanto. Sker det, er det endnu et stykke brænde på civilisationens ligbål. Hvis tilladelsen fuldbyrdes vil der gå mange år før det endegyldigt kan dokumenteres, at det er det glade vanvid. GMO er i sig selv dybt problematiske som biologisk teknologi. Og samtidig er det et middel til at skabe et monopol, som kun forstærkes ensretningen og tabet af den sikkerhed, som kunne ligge i at ha’ en decentralt baseret fødevareproduktion. GMO’ere vil eliminere mulighederne for at bruge historisk og betydningsfuldt arvemateriale i vores kulturplanter. Med sin uhyggelige dominans, kan de meget få firmaer der ejer gmo’erne kontrollere lovgivning, embedsværk, den finansielle sektor og tilknyttede virksomheder.

Der er kun en vej frem for verdens sikkerhed, det er at skabe en mangfoldighed af levende kulturer, som kan supplere hinanden uden at dominere hinanden. Vi kan ikke bremse international udveksling, vi skal ikke. Men den skal reguleres og bringes tilbage til demokratisk kontrol.

Angsten for maden er et stigende problem. Med god grund. Men det er - igen – surrealistsisk, at vi i den rigeste af alle verdener ikke har adgang til den tryghed, der ligger i at vi kan nyde den bedste mad. Så vi fortsætter kampen for at genskabe sunde netværk og nærvær i vores fødevarekultur. Økologien stopper ikke ved sin afhængighed af ’det moderne’. Vi vil en ny vej, som tager fat om ondets rod. Vi vil skabe mangfoldighed, nærvær, gennemskuelighed og demokratisk medleven. Og vi skal fortælle hinanden at mad skal koste penge og at vi skal starte med os selv. Først kigger vi os selv i spejlet, og bagefter tager vi kampen op – sammen!